Det er så hyggeligt med de mange ænder, der er i vores sø for tiden. Desværre er det også u-hyggeligt, for de er der ikke af naturlige grunde. De er der, fordi der er nem adgang til foder, fordi mange fodrer dem af et godt hjerte.
Men brød er ikke andemad.
Hvis vi vil have en sø, vi alle kan nyde, en sø uden alger, en sø, hvor der er et sundt liv for insekter og frøer, en sø uden risiko for lugtgener og i værste fald for bunddød – så skal vi stoppe med at fodre ænderne. Når vi fodre ænder fodrer vi også rotter og måger.
Eller som Naturstyrelsen skriver på deres hjemmeside:
“Menneskets effekt på søer ved andefodring
For at sikre en naturlig bestand og udvikling i andebestanden i en sø, bør fodring ikke finde sted. Fodring medfører for store bestande af ænder – og andre brødspisende fugle.
Andefodring har nogle uheldige konsekvenser.
Ved fodringen påvirkes økosystemet i søerne væk fra deres naturlige balance med følgende miljøforringelser til følge:
· Andebestanden vokser ud over det bæredygtige.
· Ændernes snadren medfører at bunden oprodes.
· Fosfor frigives til algeproduktion.
· Vandet bliver uklart.
· Undervandsplanterne forsvinder.
· Der kan opstå iltsvind (bunddød).
· Ændernes sociale struktur ødelægges.”
Foreningen brugte et meget stort beløb i 2019 til oprensning af søen. Vi henstiller bandt andet derfor til at man respekterer de skilte, som bliver sat op, og undlader at fodre ænderne.
Se indlæg i Rudersdal Avis om fodring her.
P.S. Bestyrelsen retter henvendelse til hjemmesiden blovstroed.dk i håb om, at de vil lave en artikel om at ikke fodre ænder, da vi er opmærksomme på at der kommer folk og fodrer, der ikke bor i Sjælsøparken.